DAGENS
APP

Wheelmap

Vis

Raúl Aguayo-Krauthausen fra Berlin er en kørestolsbruger, som var blevet godt træt af ikke at vide på forhånd, om han kunne komme ind med kørestolen, når han var rundtomkring i byen. Men så fik han en idé og udviklede Wheelmap. Hans app gør det muligt for brugerne at finde steder med uhindret adgang og deltage i daglige aktiviteter uden for deres eget hjem.

App-brugere verden over hjælper flittigt med at fylde Wheelmap med masser af information og tips om tilgængelige lokaliteter. Indtil videre er der blevet oprettet omkring 860.000 lokale bedømmelser, siden appen blev skudt i gang i 2010, hvilket svarer til 2-300 bedømmelser om dagen. Dette hjælper kørestolsbrugere til at nyde deres yndlingsrestauranter, bruge metroen og planlægge deres hverdag.

“Jeg kan huske en familie med et barn i kørestol,” siger Aguayo-Krauthausen. “De turde omsider booke en lang rejse til deres yndlingsdestination, fordi de vidste, hvilke steder de kunne komme ind, og hvilke der var utilgængelige”.

Selvom Wheelmap primært henvender sig til kørestolsbrugere, kan alle hjælpe til. App-brugere kan tilføje information ved at markere steder, som er særligt tilgængelige, eller utilgængelige, for kørestolsbrugere. “Trapper er helt klart den største barriere, vi støder på, der forhindrer os i at købe ind, møde venner på caféer eller gå i biografen”, forklarer Aguayo-Krauthausen.

Et trafiklyssymbol viser, om en lokalitet er tilgængelig eller ej. Steder, der er fuldt tilgængelige med kørestol er markeret med grønt trafiklys i appen.

Fordelene ved Wheelmap er ikke begrænsede til den digitale verden. “Vi vil gøre virksomheder, der har ét eller to trin ved indgangen, opmærksomme på muligheden for at købe en mobil kørestolsrampe. Det vil ændre deres status fra rød til gul,” siger Aguayo-Krauthausen. Projektet er til gavn for enhver, der er afhængig af kørestol, men gør også mange andre glade – fra vareleverandører til forældre med klapvogn. Hvem skulle have troet, at en app til kørestolsbrugere ville gøre verden til et bedre sted for alle?