FOTO FOR BEGYNDERE
Tag det perfekte portræt
Halide Mark II - Pro Camera
Du kan let tage smukke portrætter af dine venner og din familie med Kamera-appens portræt-funktion. Dybdeskarphedseffekterne gør motiverne skarpe, mens baggrunden bliver sløret, så du kan fokusere på det vigtigste i billedet: Personen.
‣ Sæt turbo på dine portrætter med de professionelle funktioner i en af vores foretrukne foto-apps: Halide.
Nå du har installeret og startet appen, kan du trykke på “Depth”-knappen, til den bliver gul. Nu er du klar til at finde et godt sted, hvor du kan tage dine billeder.
Trin 1: Find lyset
‣ Du skal finde jævnt, naturligt lys, der ikke kaster hårde skygger. Derfor skal du enten gå udenfor eller anbringe dit motiv tæt på et vindue eller en lampe.
Der er meget sollys på den her eftermiddag, så derfor har vi vendt hende væk fra lyset. Det giver os en blød, jævn oplysning af hendes ansigt – og sikrer, at hun ikke kniber øjnene sammen.
Trin 2: Find dybden
‣ Eftersom du allerede har trykket på “Depth”-knappen, skulle du gerne se to nye knapper i samme række. Tryk først på knappen i midten, der forestiller en person. Den aktiverer portræt-funktionen. Med denne indstilling er motivet skarpt, men baggrunden bliver sløret, og lys bliver vist som smukke bokeh-effekter. De skaber visuelt fokus på personen i forgrunden, når de kombineres med et knivskarpt motiv.
Du kan forstærke bokeh-effekten ved at øge afstanden mellem baggrunden og motivet. Det kan være svært at se de helt små nuanceforskelle i sløreffekten, men Halide hjælper dig ved at visualisere dem: Tryk på ikonet med tre koncentriske cirkler yderst til venstre. Din live-visning vil blive ændret til et sort og hvidt varmekort-agtigt billede.
Her kan du se forskellen i afstand mellem dit motiv (som har en hvid nuance) og din baggrund (som har en mørkere nuance). Jo større kontrast, desto mere tydelig er bokeh-effekten.
Når alt står, som du vil have det, kan du forlade denne funktion igen ved at trykke på de koncentriske cirkler.
Trin 3: Skyd løs!
‣ Tryk på dit motiv for at låse kameraets fokus. Nu kan du swipe din finger op eller ned overalt på billedet for at justere EV (eksponering), indtil hudtonerne ser naturlige ud. Det er helt i orden, hvis baggrunden bliver lidt lysere eller mørkere, end du vil have den – her skal du bare fokusere på hudfarven.
Nu kan du endelig begynde at tage billeder.
Du skal endelig bare tage rigtig mange, for du vil aldrig fortryde, at du har flere at vælge imellem. Prøv at tælle ned fra 3, hver gang du trykker på udløserknappen. Det er en god idé at bede dit motiv om at kigge ned og slappe af mellem de forskellige billeder, for det kan være svært at holde fast i et naturligt smil i mere end et sekund eller to ad gangen.