VORES FAVORITTER

5 vandreruter i Latinamerika

Wikiloc Outdoor Navigation GPS

En Verden at udforske

Vis

Latinamerika er en af verdens mest kulturelt og geografisk alsidige regioner med alt fra antikke byer, imponerende floder, uendelige skove, smukke strande og, ikke mindst, spektakulære vandreruter.

Følg med, når vi udforsker fem af de bedste ruter i regionen, som er udvalgt af det aktive brugerfællesskab omkring den populære vandre-app Wikiloc Outdoor Navigation GPS. Download appen, og forbered dig på at blive bjergtaget af pragtfuld natur og mageløse udsigter!

1. Besøg W-ruten (Chile)

Den berømte W-rute i Chile er ufattelig smuk og indkapsler helt perfekt den fornemmelse af åbenhed og frihed, som du kun kan opleve i naturen. Den ligger i Torres del Paine-nationalparken, og der er ikke mange steder på planeten, der kan måle sig med dette imponerende sted.

Det tager 4-5 dage at gå den W-formede vandrerute, som bevæger sig gennem et landskab i konstant forandring. Her oplever du alt fra blikstille søer og frodige skove til gletsjerne omkring de enorme granitbjerge, som har givet parken dens navn.

2. Salkantay-ruten (Peru)

Du har måske hørt om den vidunderlige vandrerute, der fører til den berømte inkaborg Machu Picchu, som betragtes som et af verdens vidundere. Salkantay-ruten har færre turister, men er mindst lige så imponerende.

Denne femdags-rute ligger langs bakkerne ved Salkantay-bjerget. Her kan du nyde en fantastisk udsigt over det kæmpe store bjerg, før du bevæger dig ned til Playa Sahuayaco. Du kan mærke temperaturforskellene, når du bevæger dig fra bjerget til junglen, indtil du endelig når frem til kronen på værket: Machu Picchu.

3. Lençois Maranhenses-ruten (Brasilien)

Forestil dig en ørken med hvide klitter omkranset af smukke laguner. Dette paradis ligger i Lençois Maranhenses-nationalparken i det nordøstlige Brasilien. Du kan vandre på forskellige dele af ruten, og det tager typisk tre dage at gå hele vejen.

Det sandfyldte terræn kan gøre turen lidt besværlig, men det glemmer du fuldstændig, når du hopper i en af de naturlige søer. Du kan også vælge at overnatte i en hængekøje i en af de lokale beboeres stråhytter før næste del af din tur.

4. Turen til Fitz Roy (Argentina)

Få steder er så naturskønne og betagende som det argentinske Patagonien. Ruten begynder i den lille by El Chaltén, der betragtes som Argentinas vandrehovedstad på grund af alle de ruter, den byder på.

På denne specifikke tur, som fører dig til Mount Fitz Roy, oplever du majestætiske gletsjere, storslåede bjerge og magiske skove. Når du ser skyerne omkring bjergtoppen, vil du forstå, hvorfor det bliver kaldt “det rygende bjerg”.

5. Nevado de Toluca-søerne (Mexico)

Er du klar til at klatre op på Nevado de Toluca-vulkanen? Den ligger tæt på Mexicos hovedstad og er en endagstur med smukt udsyn til Nevados to søer.

Selvom ruten er stejl – vulkanen er 4.680 meter høj – er det en forrygende oplevelse at nå helt op til toppen, hvor der er en helt utrolig udsigt, du aldrig vil glemme.

Din første milepæl på turen er Humboldt Edge-udsigtspunktet, hvor farvepaletten står i skærende kontrast til vulkankrateret. Du fortsætter langs Pico del Fraile, inden du til sidst når toppen, hvor det næsten føles, som om du kan række ud og røre ved himlen.

Vil du se mere? Så kig på 5 spektakulære vandreruter i Europa her