APP-KULTUR

5 legendariske cykelruter

Kør som de professionelle med Wikiloc.

Wikiloc Outdoor Navigation GPS

En Verden at udforske

Vis

Du har set de professionelle kæmpe mod hinanden på nogle af verdens hårdeste cykelruter. Nu er det din tur. Disse fem ruter, som alle indgår i tre af de mest ikoniske cykelløb i verden, er tilgængelige i Wikiloc. Appen hjælper dig med at opdage de bedste ruter til cykling, vandreture, løb og meget mere.

Alpe d’Huez – Tour de France

Fausto Coppi, Lucho Herrera, Bernard Hinault, Greg LeMond ... Mange af cykelhistoriens største legender har besteget det berømte Alpe d’Huez. Denne 54 km lange rute har stigninger med en gennemsnitlig skråning på 8,2 % og bugter sig igennem 21 af de mest berømte vejsving i cyklingens historie. Når du har besteget bjerget, kan du godt regne dig selv for at være medlem af en meget eksklusiv klub.

Col du Tourmalet – Tour de France

I 1969 blev Eddy Merckx regnet for at være en af de mest succesfulde cykelryttere nogensinde. Han susede igennem Col de Tourmalet som en raket og nåede over målstregen med et forspring på mere end otte minutter til den nærmeste rytter. Han sagde selv, at han skulle skynde sig, for hans kone fødte deres barn samme dag! Du kan nok ikke nå Kannibalens utrolige tempo, men hvis du kan gennemføre denne 104 km lange rute og den frygtindgydende stigning til toppen, kan du godt tillade dig at føle dig som en ægte mester.

Mortirolo – Giro d’Italia

Midt i hjertet af de italienske alper, omgivet af bjerge, der er mere end 2.500 meter høje, finder du det frygtede Montorolo – og med stigninger, der når en skråning på op til 18 %, så er frygten mere end velbegrundet. Oplev på egen krop, hvorfor denne 104 km lange rute er den mest berømte stigning i Giro d’Italia.

Cortina d’Ampezzo – Giro d’Italia

Lad dig ikke narre af de smukke landskaber på denne vidunderlige 40 km lange rute, for inden du når til den charmende by Cortina d’Ampezzo, skal du først besejre nogle stejle stigninger. Ikke desto mindre er dette stedet, hvor du kan opleve de italienske Dolomitter fra deres allersmukkeste side.

Angliru – La Vuelta a España

Der er én etape i La Vuelta a España, der kan få rytterne til at ryste lidt i cykelbukserne: Stigningen til toppen af Angliru. I Asturiens fantastiske naturpark Ubiñas kan du være vidne til et utroligt syn, når cykelrytterne svinger sig gennem bjergpasset og op ad skråninger, hvor stigningerne kan nå op på 23 %. Det er en udfordring, som kun de mest hårdføre ryttere kan klare. Er du en af dem?